Press Release - 09.06.2026

Download PDF

Ny festival samler byggeriets næste generation: Tusinder af unge inviteres til at bryde siloer for den grønne omstilling

For første gang samles elever og studerende fra både erhvervsuddannelser og universiteter for at styrke samarbejdet på tværs af fagligheder. Alt sammen for at sætte tempo på byggeriets grønne omstilling. Rammen er AFTRYK Festival, der afholdes for første gang af KIRKBI – holdingselskabet bag LEGO Koncernen.

Byggeriet er afhængigt af tæt samarbejde mellem en lang række fagligheder – fra håndværkere og konstruktører til arkitekter og ingeniører. Alligevel uddannes faggrupperne fortsat i høj grad hver for sig - og ifølge initiativtagerne bag en ny, faglig festival svækker det både innovation og den grønne omstilling.

Derfor har KIRKBI taget initiativ til AFTRYK Festival, der vil bringe unge sammen på tværs af fag for at bryde siloer og sætte tempo på den grønne omstilling af byggeriet:

”Vi er ved at bygge en bydel med meget ambitiøse mål for bæredygtighed – færre ressourcer, flere biobaserede materialer og et markant lavere CO₂-aftryk. Det er ikke noget, man opnår ved bare at gøre mere af det, man plejer - men ved målrettet at dyrke innovationen. Her kan vi tydeligt se, at innovationshøjden stiger, når fagligheder arbejder tæt og ligevægtigt sammen. Det er netop den type samarbejde, byggeriet har brug for, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling”, fortæller Christian Nørgaard, Project Director hos KIRKBI.

AFTRYK Festival afholdes for første gang den 29. september 2026 i den nye bydel Travbyen i Billund, som udvikles af KIRKBI. Festivalen er gratis for og målrettet studerende og elever fra erhvervsuddannelser og universiteter, som uddanner til byggeriet.

Samarbejdet starter på uddannelserne

Byggeriet står for 35 % af Danmarks samlede klimaaftryk, 30 % af den samlede affaldsmængde – og er stadig et stykke fra at levere sit fulde bidrag til Paris-aftalens klimamål[1]. Den slags udfordringer kræver helhedstænkning og fokus på samarbejde. Gerne allerede som en del af byggeriets uddannelser.

Derfor er det arrangørernes ambition, at festivalen skal fungere som en integreret del af undervisningen på uddannelserne. En opfordring, adskillige uddannelser allerede har taget til sig:

Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD) ved Aalborg Universitet sender således alle deres studerende afsted til Billund:

“Byggeriets grønne omstilling bliver ikke løst af én faggruppe alene. På BUILD arbejder vi tæt på både forskning og praksis, og vi kan tydeligt se, hvor afgørende det tværfaglige samarbejde er for at skabe reelle forandringer i branchen. Den kompetence kræver, at fremtidens arkitekter, ingeniører, konstruktører og håndværkere mødes og arbejder sammen allerede under uddannelsen. Derfor giver vi alle vores studerende mulighed for at deltage i AFTRYK Festival,” siger Kasper Lynge Jensen, institutleder ved BUILD, Aalborg Universitet.

Herningsholm Erhvervsskole, der uddanner for eksempel snedkere, murere og tømrere, bakker også op:

“Den grønne omstilling stiller nye krav til fremtidens faglærte. De skal kunne tænke i helheder, arbejde på tværs af fagligheder og forstå, hvordan materialer og ressourcer kan bruges mere ansvarligt. På AFTRYK Festival får vores elever mulighed for at arbejde med bæredygtigt byggeri i praksis og opleve den kompleksitet og det samarbejde, der kendetegner fremtidens byggebranche. Det er en vigtig del af den helhedslæring, vi arbejder målrettet med på skolen,” siger Martin Lyhne Holmgaard, Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Mere end en festival

Festivalen byder på talks og debatter om bæredygtigt byggeri med aktører fra ind- og udland, workshops, udstillinger og casebaserede konkurrencer, hvor deltagerne kan arbejde med bl.a. biobaserede byggematerialer, bygningsdetaljer og konstruktioner. Det hele krydres med kendte festivalelementer som koncerter med blandt andre Blæst og Barselona, fællesspisning og sociale aktiviteter.

For initiativtagerne er ambitionen ikke alene et stærkt fagligt og kulturelt program, men også at AFTRYK Festival blot er starten på noget større:

“Vi løser ikke byggeriets udfordringer med én festival. Vores ambition er, at AFTRYK Festival bliver en årlig tradition for unge i byggeriet, hvor det tværfaglige samarbejde på tværs af uddannelserne kan udvikles, afslutter Christian Nørgaard

Om AFTRYK Festival

  • Afholdes den 29. september 2026 i Travbyen, Billund

  • Målrettet elever og studerende inden for byggeriet. Kapacitet på maks. 3.000 deltagere

  • Deltagelse er gratis for elever og studerende og deres undervisere

  • Tilmelding foregår via velkommen@aftrykfestival.dk

  • Arrangeres af KIRKBI A/S

  • Læs mere om AFTRYK Festival på www.aftrykfestival.dk

Følgende skoler har allerede tilmeldt sig festivalen:

  • BUILD – Aalborg Universitet

  • Aarhus Universitet – AU Engineering

  • AARCH

  • KADK

  • Herningsholm Erhvervsskole

  • Designskolen Kolding

  • Learnmark Horsens

  • Professionshøjskolen Via University College Aarhus

  • Syddansk Erhvervsakademi Esbjerg

  • Syddansk Universitet Odense

  • Uddannelsescenter Holstebro

  • DTU


Om KIRKBI A/S

KIRKBI A/S er holdingselskabet for LEGO Koncernen og andre virksomheder ejet af familien Kirk Kristiansen. Med et formål om at skabe en bedre fremtid for børn har KIRKBI forpligtet sig til at geninvestere fremtidige indtjening fra LEGO Koncernen og andre aktiviteter i at opbygge virksomheder inden for tre forretningsområder: LEGO Holding, KIRKBI Education og KIRKBI Climate. Med udgangspunkt i de værdier og principper, der har været retningsgivende for LEGO® brandet i generationer, engagerer KIRKBI sig aktivt i virksomhederne med det langsigtede perspektiv, der er nødvendigt for at gøre en varig forskel.  

Om Travbyen

Travbyen er et byudviklingsprojekt i Billund, udviklet af KIRKBI, med ambitionen om at vise, hvordan man kan bygge i stor skala med markant lavere klimaaftryk – uden at gå på kompromis med funktionalitet, arkitektur eller livskvalitet. Projektet omfatter et samlet areal på 220.000 m², hvoraf 100.000 m² opføres som bebyggelse med boliger, mindre erhverv, daginstitution, fællesfaciliteter og parkeringshuse samt det rekreative byrum Playline. Når Travbyen står færdig, vil området rumme 550-600 boliger. KIRKBI arbejder i projektet med at udvikle og dokumentere nye løsninger inden for bæredygtigt byggeri og stiller løbende viden og data til rådighed for branchen med henblik på at accelerere den grønne omstilling.

Contact

Tine Heide Straarup

Senior Communication Advisor